Medlemskab

I WW2Tommies lægger vi vægt på det sociale sammenhold og sjov, mens vi formidler historien. Historien formidles på mange måder, det kan være kampshows, skuespil, formidling fra stand eller foredrag, og vi har brug for dig som vil være med.

Reenactment eller levende historie er en meget lærerig og givende hobby. Reenactment er en genopførsel af historien og kan på en måde siges at gå 2000 år tilbage til romernes genopførsler af slag i Coloseum. Som reenactor får du mulighed for selv at lære og videreformidle historien.

Reenactment har tre hovedtemaer, det er en måde at vise respekt for historien, man kan mærke historien på egen krop og bevare og videregive historien.

Hvordan kommer du i gang?

Vi er en forening med medlemmer spredt over hele landet.

Kontakt os på hjemmesiden eller mød os på et træf. Derefter vil du blive kontaktet af en mentor (som bor i nærheden af dig) som hjælper dig i gang med spørgsmål og udstyr.

Man er prøvemedlem det første år og det er for at sikre, at man fungerer med gruppen. Det er rigtig vigtigt at vi kan sammen, når vi løser opgaver og ikke mindst deltager i kampshows, hvor vi er vigtigt, at vi ved, hvor vi har hinanden.

Før du starter

Det er godt at gøre sig klart at reenactment ikke er en billig hobby, og det kræver det rette mind-set. Som reenactor er man en levendegørelse af historien. Det er vigtigt at gøre det klart at man også bliver en slags bærer af historien og det er derfor vigtigt at behandle emnerne med respekt da man ofte er publikums første indgangsvinkel.

Man behøver ikke at være en ekspert for at starte, men man skal være villig til at lære, klæde sig og agere korrekt. Det kan betyder at tatoveringer og piercinger gemmes væk, håret sættes eller klippes, og man sikrer en vis standard i ens påklædning og udstyr.

Et typisk uniforms-sæt ligger i cirka 10.000 kr, men vi forventer ikke at du lægger det hele på en gang. Vi har lidt låneudstyr til at hjælpe prøvemedlemmer i gang og så kan du skaffe udstyret over de første to år. Din mentor vil hjælpe med at finde den rigtige kvalitet og de bedste steder at købe.

Forenings-ånd

I WW2Tommies har vi en forenings-ånd. Vi lægger meget vægt på at vi er et fælleskab, hvor vi hjælpes ad. Vi sætter lejren op og tager den ned sammen.
Dertil har foreningen en række fælles ting, så som telte, så ikke alle skal ud og købe individuelt. Det ønsker vi at kunne holde fast i.